Kvæg

Case: Krydsning af malkekøerne styrker bundlinjen på bedriften Trøjborg

Besætningen består af 97 pct. krydsningskøer og det er et plus for mælkeproducent Christian Degn, som snart overtager den fædrene gård. Nøgletallene for køernes sundhed, holdbarhed og reproduktion bidrager til en god bundlinje.

Krydsning er et redskab til at optimere bedriften

”Jeg mener helt klart, at vi får positive resultater på bundlinjen ved at krydse.” Sådan lyder det fra 28-årige Christian Degn. Han står, sammen med sin fodermester, for driften af de 265 økologiske krydsningskøer på gården Trøjborg ved Bredebro. 

I 2004 læste hans far en artikel om krydsning af malkekøer og gevinsterne ved det. Han syntes det lød spændene og besluttede sig for at krydse holsteinbesætningen. Her knap 20 år efter har Christian overtaget driften, og det er planen, at han overtager gården inden for nær fremtid. 97 pct. af besætningen er krydset – der er kun 3 pct. renracet tilbage. 

”Jeg har det rigtig fint med, at vi har en krydsningsbesætning. For mig at se, er krydsning bare et af redskaberne til at optimere bedriften, og i vores besætning mener jeg, at det styrker bundlinjen,” forklarer Christian. Han peger især på holdbarhed, sundhed og god reproduktion, som væsentlige parametre.

Mælkeproducent Christian Degn, bedriften Trøjborg

Ifølge Christian Degn er det nok mest den ældre generation, der synes, at en Holsteinko er en rigtig ko, mens unge i højere grad accepterer krydsning. Foto: SEGES.

Flotte produktionsnøgletal med krydsning

”Vi har nogle meget sunde køer,” fortæller Christian, som eksempelvis inden for de seneste 12 måneder kun har registreret 12 yverbehandlinger. Han bruger ikke antibiotika i forbindelse med goldning og vil i det hele taget gerne bruge så lidt medicin som muligt. Celletallet ligger på 160.000 og ydelsen på 11.500 kg EKM.

”Det er egentligt ikke fordi yversundhed er et fokusområde – vi gør ikke noget ekstra. Vores eneste krav er, at vi skal ligge under 200.000 i celletal,” forklarer Christian.

Reproduktionen kører også godt. Reproduktionseffektiviteten ligger på 0,36 for kvierne og på 0,30 for køerne. Her ligger bedriften i top-25 ud af de 208 besætninger i DMS-sammenligningsgruppen.

Også på holdbarhed ligger besætningen pænt. Køernes livstidsydelse er 38.500 kg EKM, hvilket iflg. Christian er godt, når han ser på sammenligningsgruppen.  

Vælger tyre med højeste avlsindeks

Det er racerne Holstein, Montbeillarde og Rød, som Christian bruger til krydsning, og insemineringsplanen lægges i samråd med avlsrådgiveren fra Viking. Alle kvier får kønssorteret sæd de første to gange, og 40 pct. af køerne – de ældste – krydses med kødkvæg.

”Jeg går ikke så meget op i avl. For mig er det vigtigste at avle efter de bedste køer hele tiden. Derfor vælger vi tyre efter højeste indeks,” forklarer Christian. Kvier efter kødkvægskryds fedes op på bedriften.

”For år tilbage solgte vi krydsningskvier – det var ikke noget problem. Men vi har udvidet besætningen fra 180 til 265 – og planen er at nå op på 350 ved eget indsæt. Derfor har vi ikke kvier i overskud længere,” forklarer Christian. 

Er blevet mere accepteret at krydse

Der er mange meninger blandt kvægbrugere om krydsning af malkekøer. Men Christian oplever, at det bliver mere og mere accepteret at krydse:

”Jeg synes ikke, der er mange, der er så skråsikre længere. Og det, at jeg krydser, er slet ikke noget issue i min erfagruppe. Det er nok mest den ældre generation, der synes, at en Holsteinko er en rigtig ko. Jeg tror ikke, de unge ser det på samme måde. Jeg synes selv, at både krydsning og renracet kan give god mening - afhængig af ejer og besætning,” slutter han.

Vil du vide mere?