Anbefalinger til mere og bedre naturforvaltning
Få en oversigt over de største barrierer og forslag til løsninger for at sikre en fremtidig effektiv naturforvaltning.
Få en oversigt over de største barrierer og forslag til løsninger for at sikre en fremtidig effektiv naturforvaltning.
Oversigten er udarbejdet af SEGES Innovation for Naturstyrelsen og finansieret af projektet Life IP Natureman – Landmanden som naturforvalter.
Der er et stort behov for mere og bedre naturforvaltning, hvis målene om at standse tilbagegangen af biodiversiteten og genoprette naturtyper i dårlig tilstand skal nås.
Det vil kræve, at det bliver mere attraktivt at være naturforvalter og at der stilles større krav til, hvordan naturarealer forvaltes. For at opnå det er det afgørende, at de største barrierer for mere og bedre naturforvaltning ryddes af vejen.
Først og fremmest er det vigtigt, at lovgivning understøtter naturforvaltning i stedet for at modarbejde. I dag kræver det et hav af forskellige tilladelse og dispensationer både i forhold til natur-, miljø- og dyrevelfærdslovgivning mv. at sætte dyr på græs. Dertil kommer omfanget af krav i de forskellige lovgivninger som skal overholdes. Omfanget af krav synes ikke at stå mål med risikoen ved at gennemføre en effektiv naturforvaltning. Der er derfor brug for en lagt simplere lovgivning på området og at naturforvaltning undtages for en række miljøkrav, som er målrettet intensiv dyreproduktion.
God dyrevelfærd er afgørende og et centralt emne i naturforvaltning med store planteædere. Der er brug for et klart regelsæt for god dyrevelfærd. Der er i høj grad brug for et ensartet regelsæt for alle robuste dyr uanset art og der er brug for klarheder over hvornår et naturareal opfylder dyrenes behov for læ og ly.
Der er også brug for viden om dyrevelfærd i naturprojekter, hvor dyrene lever mere vildt med store frihedsgrader med mulighed for flokdannelse, yngelpleje, frit fødevalg, plads til bevægelse mv. Det regelsæt vi har i dag, tager i høj grad udgangspunkt i at dyr holdes på stald eller i små indhegninger, hvor det er helt andre muligheder og problematikker end i større og mere naturlige økosystemer.
Der er stor brug for facilitering af store naturprojekter på tværs af ejerskæl. Ofte er det ikke fysiske barriere men ejerstruktur og lovgivning der sætter rammerne for, hvor store projekterne bliver. Det kræver en stor indsats og samarbejde at samle arealer på tværs af mange ejerskæl i store naturprojekter. Endelig er der brug for at lodsejere, landmænd, naturforvaltere og den brede befolkning for et øget vidensniveau om natur, biodiversitet og naturforvaltning.
Rapporten er bestilt af Naturstyrelsen som en del af projektet LIFE IP Natureman. Projektet har fokus på at bevare og beskytte rigkær, kilder og overdrev i 11 Natura 2000-områder i Himmerland og Midtjylland. Projektet arbejder målrettet for at gøre det økonomisk interessant for landbruget at have naturarealer med afgræsning eller høst af biomasse med i driften og derved udvikle naturplejen til en særlig driftsgren.
Forfattere: Rikke Rørby Graversen, chefkonsulent og Lisbeth Gliese Jensen, specialkonsulent, SEGES Innovation.
Emneord