Kvæg, Øvrige dyr

Bluetongue: Overvågning peger på lav nysmitte i 2025

Tankmælksprøver fra 160 uvaccinerede malkekvægsbesætninger viser udbredte antistoffer – men kun få tegn på nye infektioner i 2025, mens 2026 stadig kræver en individuel risikovurdering.

I december 2025 er der gennemført en national overvågning for bluetongue i 160 danske malkekvægsbesætninger. Overvågningen blev foretaget ved analyse af tankmælk for antistoffer mod bluetongue-virus. Alle inkluderede besætninger var uvaccinerede mod bluetongue og var ikke fundet smittet i forvejen med syge dyr, Fund af antistoffer kan derfor tilskrives naturlig infektion.

”Når vi måler antistoffer i tankmælken, får vi et stærkt fingerpeg om, hvor mange besætninger der har været i kontakt med virus – men vi kan ikke datere smitten præcist ud fra prøven alene.” siger Erik Rattenborg, specialkonsulent og dyrlæge hos SEGES Innovation.

Af de 160 undersøgte besætninger var 115 positive for antistoffer mod bluetongue, svarende til 78 %. Undersøgelsen giver dog ikke mulighed for at fastslå, hvornår infektionen er sket.

I undersøgelsen indgik 13 besætninger, som både testede negativt i en tilsvarende undersøgelse i slutningen af 2024 og ikke havde vaccineret i 2025. Blandt disse var kun én besætning positiv i 2025, svarende til 8 %. Det indikerer, at langt hovedparten af de besætninger, der testede positive i 2025, formentlig er blevet smittet i 2024, og at der har været en begrænset ny smitte i løbet af 2025.

”At kun én ud af 13 tidligere negative og uvaccinerede besætninger slår ud i 2025, peger på, at den store bølge sandsynligvis ligger i 2024, og at nysmitten i 2025 har været begrænset.” forklarer Erik Rattenborg.

Det stemmer godt overens med indberetningerne af kliniske tilfælde. I 2024 blev der registreret over 1.000 bekræftede kliniske tilfælde af bluetongue, mens der i 2025 kun er indberettet otte tilfælde. Et tilsvarende mønster ses i landene syd for Danmark, herunder Tyskland, Holland og Belgien.

Årsagen til den markante nedgang kan være flerfoldig og kan blandt andet skyldes, at der var begrænset overvintret smitte, væsentligt lavere forekomst af mitter i 2025 samt effekten af vaccination og naturlig immunitet i de ramte områder.

Kort der viser overvågning af tankmælk og bluetongue

Overvågning af tankmælk december 2025.

Hvad kan vi forvente i 2026?

Udviklingen i 2026 er usikker, men generelt er smittepresset i de lande, som Danmark normalt smittes fra, aktuelt lavere. Beslutningen om eventuel vaccination bør derfor bero på en individuel vurdering i den enkelte besætning, blandt andet med hensyn til geografisk placering og forekomst af græssende dyr eller andre sygdomme som f.eks. salmonella i besætningen, der kan forværre et udbrud af bluetongue.

”Vaccination i 2026 er ikke et ja/nej-spørgsmål for alle. Vurder risikoen i din egen besætning – især hvis du har græssende dyr, eller hvis andre sygdomme kan forværre et forløb.” siger Erik Rattenborg.

Det er vigtigt at understrege, at bluetongue er en anmeldepligtig sygdom. Ved mistanke om bluetongue skal den praktiserende dyrlæge straks tilkaldes. Dette er dels vigtigt, fordi mund- og klovesyge indgår som differentialdiagnose, og dels fordi der findes flere forskellige serotyper af bluetongue-virus.

”Mistanke om bluetongue skal tages alvorligt og meldes hurtigt. Dels for at få den rigtige diagnose, dels fordi vi skal kunne fange nye serotyper tidligt, hvis de nærmer sig Danmark.” understreger Erik Rattenborg.

Bluetongue type 8 spredes i Europa, og det er væsentligt at opdage denne, hvis den skulle introduceres til Danmark. De vacciner, der aktuelt har været anvendt i Danmark, dækker alene bluetongue serotype 3.

Vil du vide mere?

Støttet af