Resumé
Notat 2334: Det er muligt at veje polte fra 100-150 kg med simple værktøjer, så det nemt kan afklares, om poltene har den anbefalede vægt ved løbning. Poltenes opvækst og brunstforløb skal koordineres med antal søer, der fravænnes, så et ensartet antal kvalitetsdyr løbes pr. hold.
En test af brovægt, målebånd og skanner (OptiSCAN) til at bestemme poltes vægt viste, at afvigelserne var indenfor +/- 4 kg for vægtintervallerne <100 kg; 100-125 kg og 126-150 kg. Brugen af OptiSCAN fra firmaet Hölscher + Leuschner (Tyskland) viste den mindste afvigelse i vægtintervallet <100 kg-125 kg sammenlignet med målebånd. Bestemmelse af tungere polte med OptiSCAN var meget usikkert, og var forudset, da den anvendte software var designet til slagtegrise. Firmaet bag OptiSCAN har udviklet en software til søer, men den indgik ikke i nærværende test. Målebåndet havde en mindre afvigelse i vægtintervallet 126-150 kg sammenlignet med OptiSCAN.
OptiSCAN blev benyttet både af erfarne og uerfarne personer. Ud fra rådata tyder det på, at på trods af kort oplæringstid, kan uerfarne personer opnå mindst samme resultater som erfarne personer.
Brugervenligheden af de tre værktøjer viste, at der var fordele og ulemper ved dem alle; fx krævede brug af OptiSCAN oplæring og præcision ved udførsel af målingerne; desuden kunne det være anstrengende at holde skanneren i lang tid; omvendt skulle poltene håndteres langt mere ved brug af både målebånd og brovægt, og det øgede risikoen for at komme i klemme eller snuble.
Ud fra SEGES Innovations anbefalinger er der opstillet en række kriterier, der bør ligge til grund for udvælgelse af de søer, der løbes til næste kuld. Ved løbning skal der desuden være det nødvendige antal polte klar til at supplere holdet, og disse polte skal være af god kvalitet (vægt, rygspæktykkelse, alder og konstitution). Poltene skal derfor forud for løbning have et opvækstforløb, hvor der er øget fokus på opstaldning, sortering, fodring og styring af brunsten. Med en kombination af et flowdiagram og et feedbacksystem kan det sikres, at der kun løbes polte og søer, der kan klare endnu en drægtighed, samt at alle løbehold har den samme størrelse.