Placeret gylle kan erstatte fosfor til majs

Placeret gylle tilsat en nitrifikationshæmmer kan erstatte placeret fosfor i startgødning til majs.


Figur 1. Korrekt placering af gylle til majs.
Danske og tyske forsøg viser, at placeret gylle tilsat en nitrifikationshæmmer kan erstatte placeret fosfor i startgødning til majs. I forsøgene har majs med placeret gylle og uden startgødning givet et større udbytte end majs med traditionel nedfældet gylle og placeret fosfor i startgødning. I de danske forsøg er placering af gylle sket på forårspløjet og pakket jord.

 

Læs også: Loft på fosfor – hvad kan betale sig?

Gyllen skal placeres under frøene, så der er 10-12 cm fra jordoverfladen til overkant af gylle og 5-7 cm mellem frø og overkant af gylle (se figur). En nedfælder med en stiv tand, dybdestyring af hver tand og pakhjul efter hver tand er særdeles egnet til placering af gylle. Placeringen registreres med GPS.

Der tilsættes en nitrifikationshæmmer til gyllen, og der skal gå to-tre dage mellem nedfældning af gylle og såning af majs. Majsen sås ved hjælp af GPS.

Læs også: Type 2 korrektion måske en hjælp ved fosforloft

Placering af gylle i dyrkningssystemet Stribtill

Placering af gylle til majs kan også ske i dyrkningssystemet Stribtill, hvis jorden ikke er komprimeret på grund af trafikskader fra året før. Ved Stribtill bearbejdes jorden kun i såsporet:

  • •   Efterafgrøde og evt. ukrudt nedvisnes med glyphosat i marts
  • •   Gylle nedfældes i såsporene
  • •   Der tilsættes en nitrifikationshæmmer til gyllen
  • •    To-tre dage efter nedfældning sås majsen over gyllesporet ved hjælp af GPS.

Læs også: Mindre fosfor med hestebønner i rationen

I Tyskland er det erfaringen, at Stribtill fungerer bedst på sandjord. Det er også deres erfaring, at majsen kan være mere tørkefølsom i dette dyrkningssystem. Det kan ske, hvis rødderne ikke breder sig ud mellem rækkerne, fordi jorden er for fast. De kalder det ’urtepotteeffekten’.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 7, 2018