Den aftalte ny kvælstofregulering igangsættes uændret og planmæssigt i 2027
En eventuel yderligere skærpelse af markreguleringen er udskudt til 2028.
En eventuel yderligere skærpelse af markreguleringen er udskudt til 2028.
Den 19. juni kom et tillæg Beslutningspapir vedr. kompensation og fleksibilitet i NRM til Aftale om Implementering af et Grønt Danmark, som beskriver hvad der politisk er vedtaget omkring kompensation og fleksibilitet. Ved fleksibilitet forstås, hvordan den nuværende efterafgrødebank skal fortsætte, og hvordan overskydende udledningskvote kan overflyttes til kommende år.
Foruden det beskrives også, hvordan genbesøget i 2026 eventuelt kan medføre en midlertidig skærpelse af markreguleringen for at opnå fuld målopfyldelse.
Ifølge beslutningspapiret gennemføres ’genbesøget’ som planlagt, men en beslutning om skærpet regulering i forhold til det allerede aftalte braklægningspunkt kan tidligst effektueres fra 2028. Ved genbesøget gøres udtagningsindsatsen op, og på baggrund heraf skal der tages stilling til, om der skal laves yderligere tiltag for at nå det udledningsmål, der er fastsat i det givne kystvandopland.
Hvis et opland ikke er i mål med den frivillige arealudtagning i kombination med den allerede aftalte markregulering, skal der laves en plan for, hvordan oplandet når i mål.
Med formuleringen i tillægget gøres det klart, at landbruget ikke i 2027 kan pålægges at reducere udledningen fra markfladen til under braklægningspunktet. Dog kan andre tiltag effektueres allerede fra 2027, for eksempel statsligt opkøb af jord.
I de mest udfordrede kystvandoplande vil man derfor fra 2028 kunne skærpe kravet til reguleringen på markfladen, så reguleringen bliver skærpet ift. braklægningspunktet. Braklægningspunktet er fastsat til udledningen svarende til vårbyg med efterafgrøder.
Forfattere: Nanna Hellum Kristensen og Søren Kolind Hvid, SEGES Innovation.
