Kvæg

Case: Økonomi er en vigtig del af kvægbedriftens ledelse

Budgetlægning, strategi og fremstillingspris er alle vigtige komponenter, når man skal drive sin virksomhed, mener mælkeproducent og sektorformand, Anders Harck.

Mælkeproducent og formand for sektorbestyrelsen i L&F for Økonomi & Virksomhedsledelse, Anders Harck er en af dem, som har en nedskrevet strategi for sin kvægbedrift. Han bruger i høj grad budgettet som styringsværktøj, og i to-tre dage om året har budgettet hovedfokus.

”Jeg bruger et par lørdage på at lave budget og laver det hele selv. Det er en proces, jeg går til og fra, hvor jeg tænker over, hvad jeg vil opnå, og hvordan jeg skal nå derhen. Jeg synes, at det er megafedt. Jeg har kongedage, når jeg laver årets budget,” forklarer en engageret Anders Harck.

Lægger bedriftens strategi for de næste fem år

Ligesom arbejdet med de årlige budgetter er strategi noget, Anders Harck tager alvorligt. I øjeblikket er han i gang med at lægge en strategi, som skal indeholde planer for bedriftens udvikling over de næste fem år.
”Nogle landmænd kan træffe hurtige og rigtige beslutninger. Jeg er glad for at få dem kvalificeret. Derfor åbner jeg min hjerne – og så får jeg sparring på mine overvejelser,” siger Anders Harck.

Et godt eksempel på dette er sket for ganske nylig.
”Jeg var i gang med nogle sonderinger i forhold til Lov om hold af kvæg 2024, og der havde jeg taget den nemme løsning. Men en kammerat sagde, at det der, det blev aldrig godt. Nu er den sendt til hjørne,” siger Anders Harck.

Anders Harck

Anders Harck bruger i høj grad budgettet som styringsværktøj, og i to-tre dage om året har budgettet hovedfokus. 

Fremstillingsprisen er et pejlemærke for landbrugsbedriften

Når Anders Harck analyserer sit årsregnskab, bliver der regnet en fremstillingspris.
”Det er vigtigt for mig, at det jeg laver, giver bundlinje hele vejen igennem. Og derfor bruger jeg den tid, det tager, på at regne fremstillingsprisen ud. Så får jeg en viden om, at det jeg går og gør, er det rigtige – eller om der er noget, der jeg skal holde mig fra at gøre – eksempelvis udlicitere arbejde eller lignende,” forklarer han.

Artiklen har været bragt i KvægNyt nr. 9, 2021

Vil du vide mere?