I artiklen Behov for ændret afgrødevalg eller brak i kystvandoplande er der regnet på det nødvendige brakareal, hvis afgrødevalget fastholdes som i 2026. På landsplan er det beregnet, at der skal braklægges 22 pct. af landbrugsarealet, hvis man både fastholder afgrødesammensætningen og gødskning efter nuværende kvælstofnormer.
I praksis vil man dog næppe braklægge i så stort et omfang, da andre virkemidler kan være billigere – herunder f.eks. ændret sædskifte, reduceret kvælstofgødskning, efter- og mellemafgrøder og præcisionsgødskning. På lidt længere sigt kan arealomlægning til f.eks. vådområder også reducere behovet for braklægning.
SEGES Innovation har beregnet, hvor stor en del af det nuværende harmoniareal i kystvandoplandene, der enten udnyttes til udbringning af husdyrgødning, eller som kan forsvinde som følge af tilpasning til ny regulering ved braklægning.
Sådan er beregningerne foretaget
Det er beregnet, hvor stor en andel af harmoniarealet, der bliver udnyttet i kystvandoplandene, hvis afgrødevalget efter den nuværende regulering fastholdes, og der sker en tilpasning til den ny regulering ved braklægning. Beregningerne er foretaget under en række generelle antagelser.
- Det er antaget, at den nuværende husdyrproduktion opretholdes. Harmoniarealet og harmonikravet til husdyrgødning (incl. afgasset biomasse) og organisk affald (f.eks. spildevandsslam) er beregnet ud fra gødningsregnskaberne for 2023/24. Harmonibehovet for husdyrgødning er beregnet ud fra enten N-loftet eller P-loftet afhængig af, hvad der rammer først. P-loftet rammes først på 2/3 af arealet, og N-loftet rammes først på 1/3 af arealet.
- P-loftet for 2026/27 er anvendt (generelt 29 kg P pr. ha), og der er korrigeret for, at loftet sænkes til 28 kg P pr. ha i særligt P-følsomme områder (ca. 21 pct. af harmoniarealet på landsplan). Fosforindholdet i husdyrgødning for kvæg og svin er fremskrevet i forhold til forventet udskillelse i 2026/27.
- Det er forudsat, at der braklægges arealer svarende til de procentsatser, som er anført i artiklen Behov for ændret afgrødevalg eller brak i kystvandoplande, hvor der er antaget gødskning efter 92,5 pct. af N-normen (midterscenariet).
- På lidt længere sigt vil der med arealomlægning (lavbundsprojekter, minivandområder mv.) forsvinde yderligere harmoniarealer, men arealomlægningen vil samtidig reducere behovet for braklægning. I beregningen er harmoniarealet derfor ikke korrigeret i forhold til forventet arealomlægning.
Resultater
Resultaterne ses i figur 1 og 2. Beregningen viser, at der især i visse vestlige kystvandoplande ikke vil være plads til udbringning af al husdyrgødning, hvis der braklægges efter de forudsætninger, som er lagt til grund for beregningen. Det ses ved, at i mange oplande bliver harmoniarealet udnyttet mere end 100 pct. Der er en klar tendens til, at jo større andel af harmoniarealet der allerede i dag er udnyttet til husdyrgødning, jo større er behovet for braklægning eller anden tilpasning til den ny regulering.
I praksis vil det ikke være sandsynligt, at harmoniarealet kan udnyttes 100 pct. i et kystvandopland, da mange vil vælge at have en vis ”buffer” i regnskabet, og nogle landmænd ønsker ikke at anvende husdyrgødning, og hvis de gør, så ikke helt op til harmonigrænsen. I praksis vil det næppe være muligt at udnytte mere end 85-90 pct. af harmoniarealet, og det niveau er man allerede på i dag i flere oplande uden tilpasning ved hjælp af braklægning.
Eftersom tilpasningen til den ny markregulering kan se på mange forskellige måder, kan behovet for braklægning vise sig mindre end beregnet, og resultatet er at betragte som et ”worst case” scenarium. Beregningen illustrerer imidlertid, hvor i landet, der er størst behov for tilpasning ved hjælp af så lidt braklægning som muligt for at opretholde muligheden for udbringning af husdyrgødning eller alternativt, hvor i landet, hvor lang transport af husdyrgødning bliver mest aktuel.
Behovet for braklægning kan eventuelt mindskes, hvis elementer af anbefalingerne i artiklen
Anbefalinger til implementering af ny kvælstofregulering 2027 følges.