Økonomi og ledelse

TV-magasin om ESG: Øv dig og ’keep it simple’

Hvor står vi lige nu inden for ESG – det er hovedemnet i det nyeste afsnit af SEGES Innovations tv-magasin Bundlinjen.

Hvad gør din virksomhed inden for klima, miljø, sociale forhold og virksomhedsledelse? Det skal du beskrive i en ESG-rapport. Og selvom din bank eller andre finansielle parter ikke endnu efterspørger rapporten, kan du lige så godt sætte dig til computeren og komme i gang. Det fortæller Ivan Damgaard i det seneste afsnit af Bundlinjen.

”Vi har fokus på, at det er landmandens værktøj. Jeg synes, at man skal ’keep it simple’ og få skrevet det ned, man har på hjerte - og så prøve derfra at udvikle hen over tid. Vi har ikke specifikke krav endnu, så vi har faktisk minimum et år, hvor vi kan prøve nogle ting af,” fortæller Ivan Damgaard, der er chefkonsulent i SEGES Innovation.

Ivan Damgaard arbejder tæt sammen med flere landmænd, der har givet sig i kast med ESG-rapporten, og han oplever, at de opnår værdi af arbejdet.

”I dag arbejder vi høj grad med, at ESG-rapportering er et risikoværktøj, et udviklingsværktøj og et opfølgningsværktøj. Det er virkelig noget, landmanden kan bruge i sin dagligdag, hvis han tager ejerskab over det.”

ESG giver landmænd mere for deres indsats

I panelet i Bundlinjen er også Anders Harck, og han ser muligheder fremfor begrænsninger i arbejdet med ESG-rapportering.

”ESG kan få os til at fremstå som et erhverv, vi kan være stolte af – også i Danmark. I og med, at det er en dagsorden, der kører i hele Europa og hele verden, så tror jeg faktisk, at det kan gøre, at vi endelig kan få noget for alt det gode, vi gør,” siger Anders Harck, der er mælkeproducent og formand for sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse i Landbrug & Fødevarer

I og med, at det er dagsorden, der kører i hele Europa og hele verden, så tror jeg faktisk, at det kan gøre, at vi endelig kan få noget for alt det gode, vi gør.

Er du blevet nysgerrig? Se hele afsnittet af Bundlinjen 2022 her:

Panelet for 4. afsnit af Bundlinjen

Bundlinjen 2022 udkommer i alt i fire afsnit, og i det fjerde om ESG består panelet af:

  • Ivan Damgaard, chefkonsulent, SEGES Innovation
  • Anders Harck, formand for sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse i Landbrug & Fødevarer
  • Pernille Stenstrup Christiansen, Landbrugsdirektør i Danske Bank
  • Lene Nygaard, Virksomhedsrådgiver i Patriotisk 

Få besked om kommende afsnit af Bundlinjen direkte i din mailboks ved at sende mail til mikk@seges.dk.

Se øvrige afsnit af BUNDLINJEN: TV-magasin om økonomi og ledelse i landbruget.

Emneord

Vil du vide mere?

Støttet af