Kvæg

Case: Ingen aflivning af tyrekalve: Tastum Jersey spreder risikoen mest muligt

Thomas Houmøller Søgaard har ikke aflivet jerseytyrekalve i seks år. Det afgørende for ham er at satse på flere afsætningskanaler.

Thomas Houmøller Søgaard, Tastum Jersey, satser bevidst på at gøre det så godt som muligt på forskellige områder for at undgå renracede jerseytyrekalve.

”Hvad nu hvis vi bare kørte fuld skrald på kønssorteret sæd, så vi havde 200 kvier til salg, og markedet lukker ned? Der er altid et marked for lakterende køer, mens markedet for kvier går lidt op og ned. Og det skulle være sært, hvis det hele går galt på en gang,” lyder argumentationen fra den økologiske mælkeproducent, der laver 70 kvier til eksport og 30 køer til salg om året.

Thomas Houmøller Søgaard foran jersey kvier

Thomas Houmøller Søgaard oplever ingen kælvningsbesvær når charolais/jerseykrydsningerne skal til verden. Foto: SimHerd.

Tre kødkvægsracer til krydsning

Hver år afsætter bedriften 230 krydsningskalve til en konventionel slagtekalveproducent, der laver Dansk Kalv. Slagtekalveproducenten aftager både tyre og kvier, og de går målrettet efter at levere stærke kalve.
”Vi sælger dem først ved 4 uger, og min superdygtige kalveansvarlige Sara Christiansen lægger lige stor faglig stolthed i alle kalve,” fortæller Thise-leverandøren.

Slagtekalveproducenten vil gerne have Charolaiskrydsninger. Tastum Jersey selv bruger Angus og Murray gray til egne krydsninger, som opfedes på naturpleje og lidt ringere græsmarker.
”Jeg synes, der er noget tilfredsstillende i ikke bare at lave mælk. Det er en god og sund udfordring, og så føjer det noget til historien om mælkeproduktionen. Det giver en mere hel fortælling, at vi også selv opfeder kalve og dermed følger dyrene til ende,” lyder det fra Thomas Houmøller Søgaard.

Avlsstrategi på Tastum Jersey

520 køer, livstidsydelse: 40.000 kg

  • Samtlige kvier insemineres med kønssorteret sæd (kss) 4 gange, herefter kødkvægssæd
  • 45 pct. af køerne insemineres med kss jerseysæd
  • 55 pct. af køerne insemineres med kødkvægssæd
  • Ca. 230 charolaiskrydsninger, også kvier, sælges til slagtekalveproducent
  • Ca. 60 ekstensive krydsninger og jerseystude opfedes på ejendommen + sælges til hobbylandmænd

Vil du vide mere?

Støttet af