Feedback Form

  

Oprettet: 03-05-2019

”Arbejdsmiljø er noget, vi snakker om”

For den økologiske mælkeproducent Jens Peter Skovsgaard er arbejdsmiljø og sikkerhed en vigtig del af måden at drive landbrug på. Lad det også gælde på din bedrift – ikke mindst nu, hvor der er travlhed i marken.


Jens Peter Skovsgaard har gjort arbejdsmiljø og –sikkerhed til et fast punkt på ugemøderne.
Foto: Privat

En travl høstdag i 2012 gik det galt. Efter mange timer i marken, og mange forskellige opgaver, ville en af Jens Peter Skovsgaards medarbejdere en tur på taget af foderladen for at rette på en tagplade, der havde forrykket sig.

Mens han kravlede på taget, trådte han på en lysplade, som gav efter. Resultatet blev, at han faldt seks meter ned og ramte betongulvet og kom alvorligt til skade.

“Vi lavede vel stort set alle de fejl, vi kunne lave i den sammenhæng,” indrømmer den økologiske mælkeproducent, Jens Peter Skovsgaard, da han fortæller om ulykken.

Anledningen er, at SEGES har sat ham i stævne for at tale om arbejdsmiljø – og hvordan man som landmand kan sikre, at bedriften rent praktisk er et sikkert sted at arbejde. Netop det, at skabe en sikker arbejdsplads, er noget, der betyder meget for Jens Peter Skovsgaard. Siden ulykken har det været en fast regel, at ingen medarbejdere arbejder i højden.

“Det er simpelthen ikke det værd. Hvis der er gået en tagplade, eller der er sket noget andet, så ringer vi efter nogen, som kan komme og hjælpe os med det. Det er totalt bandlyst her hos os,” understreger Jens Peter Skovsgaard.

Kræver fokus

Sikkerhed og et godt arbejdsmiljø er ikke svært at arbejde med, mener den økologiske mælkeproducent. Hos Jens Peter Skovsgaard er det sat i system, så arbejdsmiljø er lige så naturligt at tale om som hvilke opgaver, der ligger i den kommende uge.

“Vi har simpelthen gjort det til et fast punkt på vores ugemøder. Så vender vi, hvis der har været nogle ulykker eller noget, der kunne være gået galt. Det lærer vi meget af,” siger Jens Peter Skovsgaard.

Og selvom det koster nogle ressourcer, så er Jens Peter Skovsgaard ikke i tvivl om, at det kan betale sig i det lange løb.

“Den stilhed der er, når ambulancen er kørt afsted med en dygtig medarbejder, der er kommet til skade. Den er forfærdelig – først selvfølgelig for den der er ramt og hans familie, men også for virksomhedens øvrige medarbejdere og gårdens drift i øvrigt,” siger han.

Arbejdsmiljø i højsædet

På Jens Peter Skovsgaards bedrift arbejder omkring 14-15 medarbejdere. Og på grund af de mange medarbejdere, og da han ikke selv kan være med i alle processer hele tiden, har Jens Peter Skovsgaard valgt at nedsætte et arbejdsmiljøudvalg bestående af tre medarbejdere, som har til opgave løbende at sikre, at arbejdsmiljø er i højsædet.

   “Jeg synes, det er ekstremt vigtigt. Og derfor synes jeg også, at det er en god idé, at mine medarbejdere bruger noget tid på at snakke arbejdsmiljø. Derudover er det en god investering. For en længere sygemelding af en dygtig medarbejder koster langt mere. Og så er der jo også det i det, at man er med til at skabe en bedre arbejdsplads – og på den måde bliver det nemmere at rekruttere og fastholde de medarbejdere, virksomheden er afhængig af,” forklarer Jens Peter Skovsgaard.

Hør mere i podcast

På baggrund af besøget hos Jens Peter Skovsgaard har SEGES produceret to podcasts, som kigger nærmere på arbejdsmiljø. Med på besøget var også arbejdsmiljøchef hos SEGES, Helle Birk Domino og Karsten Zacho, som er tilsynsførende i Arbejdstilsynet. Begge bakker de op om Jens Peter Skovsgaards tilgang til at skabe et bedre arbejdsmiljø for sine medarbejdere.

“Vi skal have de gode historier om arbejdsmiljø i landbruget ud at virke. Få landmanden til at stoppe op og tænke arbejdsgangen igennem, før der bare knokles på. Så vender vi den kedelige ulykkesstatistik i landbruget,” siger Helle Birk Domino.

“Det handler vel i bund og grund også om, at vi skal blive bedre til at lære af hinanden og dele den viden og de erfaringer, vi har gjort os,” siger Karsten Zacho.

Du kan høre meget mere om arbejdsmiljø i den podcast, du finder på dette link eller besøge podcast.seges.dk

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 9, 2019

Sidst bekræftet: 03-05-2019 Oprettet: 03-05-2019 Revideret: 03-05-2019

Forfatter

HusdyrInnovation
Kommunikationskonsulent

Erik Suhr

Marketing & Fagkommunikation, Fagkommunikation


Af samme forfatter

Direktørrolle giver frihed og skaber resultater
Ved at uddelegere stadig flere arbejdsopgaver er direktørrollen blevet til hovedparten af mælkeproducent Jacob Stensigs arb...
18.10.19
Gårdrådet hjælper strategien på rette kurs
Et gårdråd bestående af erfarne kræfter hjælper Mogens Jeppesen til at træffe de rigtige beslutninger på bedriften.
20.09.19
Nye digitale kurser på engelsk
SEGES har produceret to nye digitale kurser på engelsk til bedriftens udenlandske medarbejdere.
09.08.19
Business Check var en øjenåbner
Svineproducent og planteavler Claudi Lange fra Følle på Djursland har brugt Business Check i mange år. Faktisk kan han slet...
13.06.19
Podcast om arbejdsmiljø på kvægbedriften – del 2
Kom en tur med rundt på bedriften – hvor kan arbejdsmiljøet blive mere sikkert?
17.05.19

Læs også