Kvæg

Årets elev i kvægproduktion 2021: Superskarp og vil vide det hele

20-årige Victor brænder for kvægerhvervet og sigter mod en lederrolle. På årsmødet blev han kåret som Årets elev i kvægproduktion 2021.

Victor Steen Øster Kristensen fra Hestbækgården ved Farsø vidste selvsagt godt, at han var nomineret til titlen som årets kvægelev. Men han havde ikke lugtet lunten den dag, det skulle afsløres, at han rent faktisk også havde vundet den. 

”Min chef bad mig om lige at komme ned i maskinhuset for at hjælpe med at løfte noget – og der stod de så alle sammen – min chef, formand Christian Lund og kollegerne,” fortæller Victor, som både er meget stolt af og glad for titlen. 

”Det er superrart at få anerkendelse for det, man gør i hverdagen, og det man går op i. Og det er rigtig dejligt at blive set af erhvervet. Men også kæmpe tak til mine læremestre. Uden dem og det sted havde jeg ikke opnået det her. Det er megafedt,” lyder det fra Victor.

Årets elev i kvægproduktion 2021: Victor Steen Øster Kristensen fra Hestbækgården ved Farsø

Victor blev kåret på sin arbejdsplads Hestbækgården  af formand for L&F Kvæg, Christian Lund.

Flotte skudsmål til årets kvægelev

I alt var 20 unge indstillet til titlen som Årets elev i kvægproduktion 2021. 

”Alle 20 er dygtige unge, som hver dag er med til at styrke dansk kvægproduktion med deres engagement,” slog Christian Lund fast ved afsløringen. 

Men det blev altså Victor, der løb med titlen. Og det var da også nogle flotte skudsmål, han fik med af de to indstillere i form af hans underviser Jens Thaysen fra Bygholm Landbrugsskole og hans arbejdsgiver Jakob Skov. 

Skudsmålene var blandt andet, at Victor er flittig og fagligt superskarp, brænder for erhvervet, er en god kammerat og kollega, vil vide det hele og tager ansvar. Som Chr. Lund fremhævede i sin lykønskningstale: 

”Vi er som landmænd glade for én, der taler erhvervet op og er en god ambassadør.”

Fremadrettet vil Victor gerne læse videre til produktionsleder og derefter Agro Business Manager. 

”Jeg vil gerne være leder på en bedrift – jeg kan godt lide ledelsesaspektet og ansvaret, men har ikke lyst til at eje bedriften selv,” lyder det fra Victor.

Emneord

Vil du vide mere?